22. maj 2019
Trine og Mette, kvinderne bag A Table Story; Trine du er 33 år og Mette du er 35 år, I er begge fra Silkeborg, nu bosat i København med mænd og børn, hvorfor elsker I lige præcis glas, tallerkner & bestik?
TRINE: “Allerede da vi mødte hinanden på HF i Silkeborg i 2003 fandt vi sammen om fællesinteressen: Design & arkitektur. Som de eneste var vi vilde med de kreative fag og allerede her havde vi begge øje for produkter med en høj æstetik.
“Jeg var typen, der ejede 5 forskellige stel, der fyldte alt for meget i den 40 kvm lejlighed, jeg på det tidspunkt boede i med min kæreste. Et flot bord, hvor nogle har gjort sig umage for sine gæster, kan jo gøre ALT for en hvilken som helst fest”.
METTE: ”Det handler i bund og grund om interessen for gode produkter. At vi valgte service udlejning bunder 100% i, at vi øjnede et hul i markedet, som vi kunne udfylde ved at bruge vores viden indenfor design og konceptudvikling.
“Serviceudlejning havde hidtil bare dækket et behov hos forbrugeren. Vi ønskede at tilføre det et ekstra lag, så folk med stolthed kan sætte deres gæster til bords”.
A Table Story har snart 5 år på bagen, hvordan begyndte det hele?
TRINE: “I 2012 skulle jeg giftes med min mand, Martin. Vi lejer et fantastisk sted, hyrer en dygtig kok og får et chok, da vi ser stedets service! Så vi tager fat i den lokale serviceudlejer, Freddys teltudlejning og bliver endnu engang overraskede over, hvor nedslående sortimentet er: Klassiske bobleglas, slidt sølvbestik og nervøse velourduge, I ved. Der var intet alternativ.
“Så jeg beslutter mig for at opkøbe og producere en del af servicen til brylluppet på egen hånd, og i den proces får jeg tanken: Der må være andre som står i samme dilemma som jeg selv”.
Hvordan kommer du ombord, Mette?
METTE: “På det tidspunkt arbejder jeg som konceptansvarlig i designvirksomheden Vipp. Trine fortæller om sine tanker og vi går i gang med at lave research på det danske marked. Vi trækker regnskabet på stort set alle serviceudlejningsfirmaer i Danmark og kan se, at der ikke mangler kunder, men derimod høj kvalitet. Ikke bare i de produkter, der tilbydes, men også, når det kommer til god service: Guidance, levering, inspiration og styling af borde, rengøring og grundigt eftertjek af produkterne.”
“Idéen tager form: Tænk hvis man kunne skabe en virksomhed, der kunne tilbyde udlejning af service med et konstant øje for trends og tendenser. En virksomhed som kunne sende alt det ind i folks hjem, som vi selv drømte om at sidde til bords med. Tænk hvis vi kunne REVOLUTIONERE serviceudlejningsbranchen”.
Så I beslutter jer for at revolutionere serviceudlejnings-branchen med nye standarder hele vejen rundt, har det været en nem rejse de her sidste 5 år?
METTE: “Der var ingen, som troede på det i starten. Hverken vores mænd eller familie. De mente at det kunne være et hyggeligt lommepengeprojekt…Nu hvor vi er en succes, er de mere tilbøjelige til at kalde det en ‘familievirksomhed’, haha”.Men I troede på det?
TRINE: “Lige fra begyndelsen! Og det viste sig heldigvis hurtigt, at vi havde ramt rigtigt. Kort efter vi launchede vores website, tikkede den første ordre ind, det var Meyers der ville bruge os til Folkemødet på Bornholm. Vi ved stadig ikke, hvordan de fandt os”.
METTE: “Som for alle andre iværksættere har det jo også været en læreproces. Det tog os 2 år at fordele opgaverne i virksomheden, så vi nu bruger vores kompetencer optimalt. Trines styrker er det kreative og visuelle, mens mit fokus er konceptudvikling og struktur. Det ene dur ikke uden det andet og nu spiller det perfekt sammen, vi stoler 100% på hinanden. Det har været svært og har krævet mange ‘omrokeringer’, men det er det der gør at vi idag har så godt et fundament I virksomheden og kan fortsætte med at sende hundredevis af opdækninger ind i folks hjem”.Mette & Trine, kvinderne bag A Table Story, fortsætter med at fortælle om alt fra lagerstyring af service for flere millioner kroner, tips til borddækning og hvordan de udvælger yndlingsservicen. Følg med på instagram og her på bloggen.